Jo bedre man kender sig selv, jo bedre tilrettelægger bliver man.

Supervision for tilrettelæggere og dokumentarister. Professionel samtale om udfordringerne ved at fortælle historier med mennesker. Individuelt eller i grupper.

I behandlerverdenen har man gjort det længe. Man afsætter koncentreret tid og skaber professionelle rum hvor man med kolleger drøfter situationer ved jobbet som er vanskelige og måske sårbare. Med det formål at den professionelle bedre kan håndtere sit arbejde.

Tilrettelæggere står tit med krævende medvirkende. Det er sjældent optagelserne i sig selv, der tærer på kræfterne. Det som slider, er at holde relationen ved lige. Særligt når den medvirkende er i underskud af opmærksomhed og står et svært sted i sit liv.

Tilrettelæggere lægger krop og ører til meget. Og står mange gange alene med det, trods velmenende redaktionschefer og producenter. Lige som den professionelle behandler, har tilrettelæggeren brug for at få skabt indre ligevægt ved at forholde sig til udfordringerne ved jobbet. Sammen med en eller flere der kender til det indefra.

Det kan gøre belastningerne mindre, det kan mindske risikoen for stress, man kan placere ansvar og se relationen i øjnene. Man kan bedre finde en vej, så tilrettelæggeren kommer i mål både med produktionen og som menneske.

Supervisionen kan foregå på produktionsselskabet/arbejdspladsen, i mit lokale eller via Skype. Det kan være individuelt eller i grupper – redaktioner eller grupper af tilrettelæggere. Et forløb består af 1-times sessioner. Antal og hyppighed afhænger af behov.

Foruden 15 års solid  tilrettelæggererfaring blev jeg i 2007 uddannet gestalt- og kropsterapeut.

Fordele for arbejdsgiveren

Supervision kan spare producenten for tid, besvær og udbrændte ansatte. Det kræver tid og tålmodighed for den overordnede at gå ind på det personlige detailplan og få forståelse for hvad det er, tilrettelæggeren bokser med i relation til hver enkelt medvirkende.

Jeg kan sikre, at producenten kan koncentrere sig om det fortællemæssige og produktionelle. Når en redaktionschef ikke har tid, evner, eller ikke findes på produktionen, kan de mellemmenneskelige udfordringer for tilrettelæggeren og eventuel redaktion blive overladt til mig. For at undgå at tilrettelæggerne føler de står alene og frustrationer tager til. For at undgå at medarbejdere springer fra i utide – eller bliver sygemeldte med stress. For at undgå at et produktionsforløb bliver bragt i fare af omstændigheder der kunne have været taget hånd om.

Det kan være svært at åbne sig og involvere sin ’chef’ i tanker, følelser og besværligheder som den medvirkende kan sætte i gang. Vanskeligheder kan også dreje sig om det interne samarbejde på redaktionen eller være en kombination. Det kan føles ’nemmere’ at tale med mig, og som udefra kommende jeg kan se visse ting klarere, netop fordi jeg ikke til daglig sidder på projektet.

Supervision skal ikke først tilbydes, når tingene er brændt sammen, og problemerne er åbenlyse. Det bedste effekt er, at bruge det præventivt. Som en ventil, pusterum og refleksionsmulighed. For at hjælpe tilrettelæggeren, aflaste producenten og for at skabe det bedste resultat.