Undervisning
Bedre forløb og bedre resultater.
Min undervisning er en bevidstgørelse, af hvad der kan opstå mellem mennesker i arbejdet med et tv-program eller en dokumentarproduktion. Når vi bliver bevidste, opstår valgmuligheder. Vi kan handle, tage stilling og gøre ting bedre.
I mine workshops og dagkurser tager jeg udgangspunkt i konkrete problemstillinger som jeg selv og deltagerne har stået i. Vi kortlægger scenarier og får adskilt de personlige og de fortællemæssige hensyn, og får identificeret hvordan den medvirkendes og tilrettelæggerens personlighed spiller ind på samarbejdet.
Med klip fra tv-produktioner, lancerer jeg real life problemstillinger som deltagerne skal finde løsningsmuligheder for.
Undervisningen er orienteret mod at give deltagerene konkrete værktøjer samt øget selvindsigt. Undervisningen er også en anerkendelse af de mange etiske, praktiske og moralske forhold som på den ene eller anden måde kommer i spil på hver eneste produktion.
Et vigtig erfaring som workshops og dagkurser kan give, er at opleve at man ikke er den eneste som synes, at det kan være vanskeligt. For problemstillingerne står i kø:
- At minde om en ven, når man ikke er det.
- At minde om en professionel behandler, når man ikke er det.
- At skabe et fortroligt rum, når der er produktionsfolk til stede.
- At søge det intime med det formål at vise det frem.
- At være nærværende med en dramaturgisk dagsorden.
- At være observerende og samtidig blande sig.
- At fortælle sandt om et menneske eller et miljø, man påvirker med sin tilstedeværelse.
- At bevare en professionel relation, selv når den medvirkende har behov for noget andet.
- At balancere hensynet til den medvirkende og hensynet til fortællingen.
- At fortællingen i sidste ende er for seerne.
De korte oplæg indeholder essensen fra workshops og dagkurser, men er uden case studies. Dagkurser passer til en dagstruktur, og workshops kan køre som forløb med færre timer ad flere omgange. Niveauet bliver tilpasset efter behov, men jeg anbefaler at deltagerne har haft en smule praktik og prøvet at være på optagelse med medvirkende.